Specialklasserækken klar til skolestart

En helt ny specialklasserække for ti elever med særlige udfordringer havde første skoledag i Hollænderhallen den 10. august.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 4 min læsetid
3326-1054-Specialklasser-TM-web-1
Det er kun 150 kvadratmeter af det samlede areal på 380 kvadratmeter i det nye specialundervisningstilbud, der endnu er åbnet i Hollænderhallen. Indretning og sikkerhed skal selvfølgelig på plads. Foto: Tim Panduro

Ti elever, der tidligere har modtaget specialundervisningen uden for Dragør Kommune, har nu fået kortere vej til skole. De begyndte nemlig mandag den 10. august i en helt ny specialklasserække – det såkaldte F-spor – som åbnede dørene på anden sal i Hollænderhallen.

Det er dog kun 150 kvadratmeter af det samlede areal på 380 kvadratmeter i det nye specialundervisningstilbud, der endnu er åbnet. Ombygningen, indretning og indkøb af undervisningsmaterialer, it og møbler, der er endt med at koste knapt seks millioner kroner, har nemlig budt på uforudsete udfordringer.

Blandt andet har der været bøvl med den udvendige brandtrappe, som ikke kunne godkendes af brandmyndighederne. Derfor skal der etableres en ny, som først forventes at stå klar i uge 33–36. Og alle kvadratmeter åbner, efterhånden som de bliver klar.

Tryg ved åbningen

Sikkerheden i bygningen er dog gennemgået med Hovedstadens Beredskab uden andre bemærkninger, og kommunen har modtaget en midlertidig ibrugtagningstilladelse på baggrund af en stadeerklæring fra kommunens brandtekniske rådgiver. Den indvendige trappe er nemlig blevet opgraderet og fungerer nu som selvstændig flugtvejstrappe.

»For mig er det afgørende selvfølgelig, at børn og medarbejdere kan starte under sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold. Med den midlertidige ibrugtagningstilladelse og de faglige vurderinger, der ligger bag, er jeg tryg ved, at tilbuddet kan åbne som planlagt,« forklarer Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget.

Han glæder sig i øvrigt meget over at se den nye specialklasserække – som har været længe undervejs – blive til virkelighed.

»Der har i forbindelse med opstarten været fokus på at skabe en tryg overgang for både elever og forældre. Der er blandt andet gennemført forældresamtaler og forældremøder som en del af forberedelserne,« siger han.

Faglig og økonomisk god idé

Det er en politisk beslutning fra 2025, der betyder, at man udvider specialklasserækken i Dragør. At have en specialklasserække – det såkaldte E-spor – på Dragør Skole har vist sig at være en succes. Blandt andet fordi det har en positiv effekt, at man kan blive i sit nærmiljø og på den måde have et fællesskab med kammeraterne fra byen i fritiden, selv om man har brug for specialundervisning. Derfor har politikerne ønsket at lave endnu et spor – det såkaldte F-spor – som er målrettet elever, der har lidt andre udfordringer end dem, der går på det eksisterende E-spor. F-sporet hører også under Dragør Skole, men rent fysisk ligger det altså i Hollænderhallen.

Rent økonomisk betyder den nye specialklasserække også, at kommunen kan spare flere millioner kroner på det årlige budget. For der går blandt andet mange penge til transport, når børnene skal frem og tilbage til specialtilbud uden for kommunegrænsen.

3326-1054-Specialklasser-TM-web-2
Det har været nødvendigt at etablere en ny brandtrappe i Hollænderhallen, og den skal stå klar en af de kommende uger. Ind til videre har man etableret og fået godkendt en indvendig brandtrappe. Foto: Tim Panduro

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER