Når man starter et helt nyt specialundervisningstilbud op for ti unge med forskellige udfordringer og behov i kommunen, skal det følges tæt. Det har Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget besluttet, og derfor får de på denne uges møde en orientering af forvaltningen om, hvordan det er gået med opstarten af den nye specialklasserække – det såkaldte F-spor – i Hollænderhallen.
De unge havde første skoledag den 10. august, men ombygningen af lokalerne – og særligt udskiftningen af en brandtrappe – har trukket ud. Derfor er de fysiske rammer ikke helt på plads – og ifølge forvaltningen har det ikke kunnet undgå at have en betydning.
»Opstarten har været præget af, at de fysiske rammer fortsat er under etablering. Forsinkede leverancer og praktiske forhold har betydet, at ikke alle rammer har været på plads fra første dag. Det har stillet ekstra krav til både elever og medarbejdere,« lyder det blandt andet i forvaltningens status, som politikerne får forelagt.
Behov for tryghed – i uvante rammer
Netop fordi mange af de unge på F-sporet har et ekstra stort behov for vante rammer og trygge rutiner, er al opstart generelt svær.
»Opstarten fra august 2026 har naturligt været præget af, at både elever, forældre og medarbejdere har skullet finde sig til rette i nye rammer, relationer og strukturer. Det gælder særligt for en elevgruppe, hvor tryghed, genkendelighed og stabile rammer har stor betydning,« lyder det fra forvaltningen.
Konklusionen over for politikerne er dog, at opstarten samlet set er gået rigtig godt.
»Eleverne møder generelt stabilt ind og viser i stigende grad tryghed i de nye rammer og relationer. Medarbejderne oplever en positiv udvikling i forhold til elevernes deltagelse i hverdagen og deres mulighed for at indgå i de strukturer og rutiner, der løbende etableres,« fremgår det af vurderingen.
Derudover understreger forvaltningen, at der både lader til at være et godt og konstruktivt samarbejde med forældrene til eleverne – og lærere og pædagoger imellem i det nye tilbud.