Temaaften sætter fokus på regenerativ dyrkning

Arrangementet finder sted på Dragør Bibliotek.

F
Af Freja Bundvad
| | 2 min læsetid

Interessen for køkkenhaver, biodiversitet og forskellige måder at dyrke jorden på danner baggrund for en temaaften på Dragør Bibliotek. 'TILIA Foreningen for Fællesdyrkning & Biodiversitet' i Dragør samt biblioteket står bag arrangementet, der denne gang sætter fokus på regenerativ dyrkning.

Aftenens oplægsholder er Linne Windfeldt Valling Rasmussen, som er uddannet fra Den Regenerative Jordbrugsskole i Farendløse ved Ringsted. Hun har desuden, i en årrække, arbejdet på en gård, der dyrker efter regenerative principper.

Hun vil med ord og billeder fortælle om principperne bag dyrkningsmetoden og om sine egne erfaringer. Undervejs bliver der mulighed for at stille spørgsmål og bidrage med egne erfaringer med dyrkning.

Gratis med tilmelding

Temaaftenen skal blandt andet give deltagerne inspiration til egne køkkenhaver og marker og mere viden om regenerative dyrkningsmetoder.

Arrangementet afholdes torsdag den 24. september klokken 19–21 på Dragør Bibliotek. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.

Hvad er regenerativt landbrug?

Regenerativ dyrkning er en samlebetegnelse for dyrkningsmetoder, der har fokus på at opbygge og bevare en frugtbar og levende jord og styrke økosystemet omkring dyrkningen. Der findes ikke én entydig eller officielt fastlagt definition af regenerativt landbrug.

Typiske principper er minimal forstyrrelse af jorden, plantedække og levende rødder så stor en del af året som muligt samt større variation af plantearter. I landbruget kan integration af husdyr og recirkulering af ressourcer også indgå.

Kilde: Økologisk Landbrugsforening og The Food and Agriculture Organization (FAO)

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser