Kæmpe SFO-projekt: Fremtiden kræver nysgerrige børn

SFO'erne i Dragør Kommune skal endnu engang gå forrest i at udvikle fritidspædagogik og spændende aktiviteter for børn. De har netop skudt gang i »Byg din egen fremtidsby« – et projekt, der binder Dragørs SFO'er sammen, men som også skal udbredes til resten af landet.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 5 min læsetid
Kæmpe SFO-projekt: Fremtiden kræver nysgerrige børn
Omkring 60 personaler fra Dragørs SFO'er var samlet for at afprøve nogle af de aktiviteter, de nu skal udfolde for børnene i projektet Byg fremtidens by. Foto: Dennis Friis Skram

Der er krig i Ukraine. Trump vil overtage Grønland. Klimaet lider, og Dragør kan blive oversvømmet. Der er nok af skræmmende nyheder i horisonten. Og som kan virke ekstra uoverskuelige, hvis man går i børnehaveklasse til 3. klasse.

Men i et nyt projekt, som Dragør Kommunes SFO'er er med i, skal det hele vendes lidt på hovedet. Overskriften er Byg din egen fremtidsby. Og fremtiden – den er altså noget at se frem til, uanset at der lurer forskellige farer i hjørnerne.

»Vi skal sørge for, at børnene glæder sig til fremtiden. Vi ved, der kører meget i voksenverden om krig og klimakrise, man skal forholde sig til. Men børnene skal være nysgerrige på, hvad fremtiden har at byde på, og hvad man kan få ud af den,« fortæller Lasse Nicolaisen, SFO-leder på Nordstrandskolen.

Han og de andre SFO-ledere og medarbejdere var fredag til et officielt kick-off-arrangement for projektet på Beghuset. Her skulle de alle prøve kræfter med de nye aktiviteter, projektet indeholder, og som der skal udvikles videre på ude i de enkelte SFO'er.

Idéen er, at de erfaringer, man gør sig i projektet, skal samles sammen. Og så skal man ende med en række velafprøvede og sjove aktiviteter under overskriften Byg din egen fremtidsby, som resten af landets SFO'er også kan bruge.

Upcycling af tøj og cookies af melorme

Det er Novo Nordisk Fonden, der støtter projektet, som Professionshøjskolen Absalon også er koblet på. I praksis er det SFO'erne i Dragør Kommune, Aalborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune, der skal afprøve og udforme Byg din egen fremtidsby-forløbet. Meget lig den måde, de dragørske SFO'er arbejdede med projektet »Byg din egen månebase«, som også er blevet udbredt til resten af landet.

Byg din egen fremtidsby indeholder p.t. 11 forskellige aktiviteter, som skal afprøves i uge 46 på SFO'erne på Store Magleby Skole, Dragør Skole og Nordstrandskolen. Ugen sluttes af med åbent hus for forældrene.

Alle aktiviteter har fokus på klima, natur og mennesker – men altså i et positivt udviklingsperspektiv. Klimaangsten skal pakkes væk.

»Vi skal bygge huse ud af papkasser for at finde ud af, hvordan fremtidens hus kan se ud. Vi skal upcycle tøj i stedet for at skrotte det. Vi skal bygge vindmøller som en god energikilde. Vi skal bygge instrumenter til fremtidens musik og bage cookies af melorme. Og så skal vi bruge AI på den måde, at vi har promptet en AI til at svare på spørgsmål om fremtiden i et positivt perspektiv,« forklarer Lasse Nicolaisen.

Giver mere fællesskab

Ud over at fremtidsprojektet skal koble leg og læring på nye måder, er det også en brik i et større perspektiv, hvor SFO'erne fra Dragørs tre folkeskoler ser en kæmpe værdi i at arbejde sammen på tværs. Både for medarbejdernes og børnenes skyld.

»Vi prøver virkelig at lave meget på kryds og tværs. Vi ved, det giver et styrket fællesskab i kommunen. Børnene møder alligevel hinanden i fritiden, og når de går ud af 3. klasse, skal de være sammen på klubben. Så det giver god mening, at de lærer hinanden bedre at kende allerede nu,« siger Lasse Nicolaisen, der også henviser til det årlige sæbekasseløb som en sjov måde for SFO-børnene at møde hinanden på tværs.

For pædagogerne betyder det også meget, at der hverken i kilometer eller i overført betydning er langt mellem SFO'erne i Dragør.

»Vi gør en dyd ud af at arbejde på tværs og mener, vi kan løfte hinanden, når vi kan kigge hinanden over skuldrene, og personalet kan arbejde sammen og inspirere hinanden. Det er med til at sikre, at vi kan tilbyde alle børn i kommunen et godt SFO-tilbud,« siger Lasse Nicolaisen.

3526-1631-Fremtidens_by_SFO_kickoff_KM-TM-web-3
Så er SFO'erne i Dragør igen i førertrøjen, når det kommer til udvikling af nye pædagogiske værktøjer. Kickoff-arrangement foregik på Beghuset, men nu skal der gang i aktiviteterne med børnene, der skal have et positivt blik på fremtiden trods krig og klimakrise. Foto: Dennis Friis Skram

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser