To fluer med et smæk. Det er hovedintentionen i et nyt lokalplansforslag for området ved Dragør Golfklub, der netop er sendt i høring.
Lokalplanen skal dels give mulighed for, at golfklubben fortsat kan udvikle sig uden at skulle søge om landzonetilladelser ved mindre ændringer. Og dels skal den i højere grad beskytte landskaber omkring lufthavnen og udpege bevaringsværdige bygninger.
Golfklubben får i forslaget udpeget byggefelter, der skal give mulighed for at bygge i området for fremtiden – hovedsageligt i nærheden af de eksisterende bygninger. Desuden bliver der udlagt et areal til en mulig udvidelse af parkeringspladsen.
Med lokalplansforslaget bliver en gammel intention om at beskytte en stribe ældre gårde i området ført ud i livet. Det drejer sig om Somafryd, Skovgård og Kærholm. De tre gårde er opført mellem 1875 og 1938, og målet med lokalplanen er at beskytte både deres kulturhistoriske og landskabelige værdier.
Også områdets grønne værdier skal beskyttes. Dele af de oprindelige levende hegn og flere træer bliver udpeget som bevaringsværdige. Desuden bliver der stillet krav om, at træer og buske skal være hjemmehørende arter.
Lokalplansforslaget er i høring i otte uger. Det betyder, at alle, der har interesse i det, kan sende høringssvar til Dragør Kommune i håb om at påvirke den endelige lokalplan for området.