Når Københavns Lufthavn i stærke vendinger har protesteret mod Dragør Kommunes forslag til en helhedsplan for et måske kommende Erhvervsområde Nord mellem Ryvej og A.P. Møllers Alle, skyldes det ikke konkrete planer for området.
Det understreger Københavns Lufthavn i et delvist svar på en stribe spørgsmål fra Dragør Nyt.
Lufthavnen kalder sine arealer på den øverste halvdel af området tættest på lufthavnen for »en strategisk vigtig reserve for lufthavnens langsigtede udvikling« i et notat til Dragør Kommune sendt forud for, at forslaget til Erhvervsområde Nord bliver politisk behandlet.
I notatet hedder det videre, at »helhedsplanen i sin nuværende form indeholder en række væsentlige begrænsninger for de arealer, som ejes af CPH,« og at »begrænsningerne risikerer at reducere den nødvendige fleksibilitet i forhold til både lufthavnens fremtidige arealbehov og de erhvervsaktiviteter, som naturligt understøtter en international lufthavn.«
Stor udvidelse
Lufthavnen er i disse år i gang med en meget stor udvidelse, men den skal foregå på de arealer, der ligger bag det nuværende lufthavnshegn. Lufthavnens kommunikationsafdeling skriver, at der ikke er konkrete planer for en udvidelse. »Københavns Lufthavn har ejet sine arealer i Erhvervsområde Nord i mere end 20 år. De er tiltænkt – hvis behovet skulle opstå – at kunne huse supportfunktioner og virksomheder med relation til luftfarten. Lufthavnen har dog ingen konkrete planer om byggerier eller andre projekter i Erhvervsområde Nord. Med notatet gør vi opmærksom på, at kommunens helhedsplan, efter vores vurdering, lægger en række begrænsninger for anvendelse, virksomhedstyper, grundstørrelser og bebyggelse. Dermed lukker man allerede nu for fremtidige muligheder for området,« skriver lufthavnen, der tilføjer at notatet ikke skal »ses som et varsel om kommende byggerier, men som et ønske om at bevare handlefriheden, indtil der eventuelt opstår et konkret behov.«
Dragør Nyt har stillet en række opfølgende spørgsmål til lufthavnen – blandt andet om, hvilke byggeplaner fra lufthavnens side de kunne forestille sig blev hindret af helhedsplanen, om hvilke størrelser, man eventuelt ønsker at bebygge grunden med og hvilke konkrete planer, der ligger for området om for eksempel ti eller 20 år. Lufthavnen ønsker dog ikke at svare på yderligere spørgsmål.
»I og med at der ikke er konkrete planer for området, kommer vi det ikke nærmere,« skriver senior presserådgiver Rasmus Baad i en mail til Dragør Nyt.
Her er nogle af Dragør Nyts spørgsmål til lufthavnen
- Hvilke byggeplaner fra lufthavnens side kunne I forestille jer blive hindret af helhedsplanen?
- Der er tale om et relativt begrænset område i forhold til lufthavnens areal inden for hegnet. Er det ikke muligt blot at lave de store udvidelser indenhegns, såfremt behovet måtte opstå?
- Når I (i notatet til kommunen, red.) skriver om, at »Fremtidige virksomheder med relation til lufthavnen kan have behov for væsentligt større bygningsvolumener, andre bygningsdybder, andre logistiske funktioner og andre driftsforhold,« hvilke bygningsstørrelser - højde, drøjde, kvadratmetertal , anvendelse - taler vi så om?
- Hvordan skal man som nabo til området forstå jeres indsigelse - kan der komme ansøgninger om større byggerier relateret til lufthavnen eller endog udvidelser af lufthavnsområdet på arealet?
- Hvilke typer tung trafik forestiller I jer på området?
- Hvordan ser I på naboernes bekymring for støj og store byggerier i området i forhold til tidligere intern debat i Dragør om Erhvervsområde Nord?
- Kan naboerne på længere sigt forvente ansøgninger om større byggerier, lager- og logistikvirksomheder eller andre lufthavnsrelaterede aktiviteter på arealerne i det udlagte Erhvervsområde Nord?
- Har I forståelse for det kommunale ønske om ikke at få tung trafik og støjende virksomheder i et område, der er nær beboelse og som i forvejen er støjbelastet?
- I skriver (i notatet til Dragør Kommune, red.) at »For CPH's arealer bør funktionalitet, driftsmæssige krav, sikkerhedsmæssige hensyn og fremtidige erhvervsbehov være de primære styrende parametre.« Kan I forstå et naboønske og et kommunalt ønske om at have tråd i udviklingen?
- Vil I - hvis kommunen ikke følger jeres indstilling - gøre indsigelser, klage eller på anden vis protestere jævnfør Landsplansdirektivet eller benytte lufthavnens status som nationalt vigtig infrastruktur til at arbejde imod forslaget?
- Har I været i dialog/kontakt med Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Transportministeriet eller andre statslige/regionale instanser om helhedsplanen og dens forhold til landsplandirektivet eller anden lovgivning?