Når Dragørs politikere senere på måneden sender et forslag til Erhvervsområde Nord i høring, skal det politiske flertal ikke kun forvente indsigelser fra lokale modstandere af erhvervsområdet, der frygter støj og øget trafik.
Københavns Lufthavn har allerede meldt sig i koret af modstandere af helhedsplanen. Det er sket i et notat, som lufthavnen har sendt til Dragør Kommune. Og her er budskabet grundlæggende, at kommunens forslag er for restriktivt.
Dragør Kommune lægger op til en helhedsplan, der vægter små og mellemstore virksomheder – blandt andet inden for produktion og håndværk – og lægger begrænsninger på tung trafik. Lager- og logistikvirksomheder samt virksomheder med et stort behov for tung trafik bliver udelukket. Det er lufthavnen ikke tilfreds med.
Ejer dele af området
Lufthavnen ejer den øverste tredjedel af det område, som helhedsplanen omfatter, og herfra giver man udtryk for, at lufthavnen »ikke kan acceptere« blandt andet udelukkelse af lagerfaciliteter, transport og logistikvirksomheder, udelukkelse af tung trafik, at der alene bliver plads til virksomheder i lave miljøklasser, og at der kun kan være virksomheder op til mellemstor skala. Lufthavnen ønsker, at helhedsplanen udtrykkeligt skal give mulighed for lager, transport og logistiskvirksomheder, produktions- og industrivirksomhed og andre funktioner med tilknytning til lufthavnens drift og udvikling.
Desuden er lufthavnen grundigt utilfreds med, at forslaget lægger op til en arkitektur, der matcher det eksisterende erhvervsområde på nabogrundene på A.P. Møllers Allé.
»Fremtidige virksomheder med relation til lufthavnen kan have behov for væsentligt større bygningsvolumener, andre bygningsdybder, andre logistiske funktioner og andre driftsforhold,« skriver lufthavnen i notatet.
På et møde i uge 35 mellem lufthavnen og Dragør Kommune afviste kommunen at ændre på planforslaget, inden det bliver sendt i høring sidst i september. Kommunen åbnede alene mulighed for at ændre vejføringen, så det afspejler ejerforholdene af de enkelte grunde.
Ingen aktuelle byggeplaner
I et delvist svar på en stribe spørgsmål fra Dragør Nyt skriver lufthavnens kommunikationsdeling, at lufthavnen ikke har konkrete planer for deres andel af Erhvervsområde Nord. Notatet er derfor nærmere en forsikring.
»Med notatet gør vi opmærksom på, at kommunens helhedsplan, efter vores vurdering, lægger en række begrænsninger for anvendelse, virksomhedstyper, grundstørrelser og bebyggelse. Dermed lukker man allerede nu for fremtidige muligheder for området,« lyder meldingen fra lufthavnen.