Himmelen var blå, temperaturen lå et godt stykke over de 20 grader, og vinden gjorde sit bedste for at dæmpe sig onsdag aften, hvor Danmark oplevede den største partielle solformørkelse, der har været over landet i årtier. Her åd månen sig godt og vel 80 til 85 procent ind på solen – og det fænomen ville mange opleve. Naturligvis også på Amager, hvor de særlige solformørkelsesbriller kom i brug hos dem, der var så heldige at have erhvervet et par – eller havde styr på, hvor i gemmerne dem fra tidligere solformørkelser gemte sig.
Det gode vejr hjalp det sjældne himmelfænomen godt på vej – og fik mange til at opsøge egnede steder til at opleve formørkelsen.
Kongelundsfortet var et af de steder, der myldrede af liv på den store dag – og det kunne ses på både kreativ parkering og på en yderst tung hjemtrafik, da formørkelsen lige så stille var gledet over i en solnedgang.