DEBAT: Kender du det, når noget og nogen forsvinder, som du altid har taget for givet – så mærker du først, hvilken værdi det eller den person havde for dig, og hvad du nu har mistet?
For nogen var Irma og en dagligvarebutik på Kongevejen nærmest uundværlig. For mig er det fortsat vores grønthandler på Kongevejen, som havde en fantastisk service og udvalg af frisk grønt og delikatesser, jeg savner.
Vores faste og fantastiske ugeavis har dog en helt anden og mere væsentlig betydning for os alle og for vores lokalsamfund. Det er måske ikke noget, vi værdsætter eller tænker over i dagligdagen, men Dragør Nyt har en helt unik rolle for vores sammenhængskraft og den enkeltes tilhørsforhold som borger i kommunen.
For at male fanden på væggen ... prøv at forestille dig, at du nu læser den sidste udgave af Dragør Nyt. På side otte i avisen finder du en lille diskret notits, hvor der står:
»SIDSTE UDGAVE AF DRAGØR NYT! Det er med beklagelse, at ledelsen af ugeavisen Dragør Nyt efter knap 70 år må se sig nødsaget til at lukke og slukke. Årsagen skyldes alene, at der ikke har været tilstrækkelig økonomisk fundament til at drive avisen efter de standarder, vi gennem alle årene har holdt i hævd. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke vores læsere, annoncører, samarbejdspartnere, men selvfølgelig først og fremmest vores ildsjæle af frivillige og dedikerede medarbejdere. Uden dem – ingen Dragør Nyt!
For at sikre en ordentlig afslutning – betaling af lønninger mv., er denne udgave af Dragør Nyt den sidste. Vores digitale avis vil stoppe ved udgangen af måneden.
Vi ønsker vores faste læsere og Dragør lokalsamfund – god vind fremover!
Med venlig hilsen
Redaktionen på Dragør Nyt!«
Denne notits er selvfølgelig det rene opspind, og en nyhed jeg har fundet på. Men det er som om, at det først er når, vi har noget på spil – når tingene bliver sat på spidsen – at vi forstår, at en husstandsomdelt ugeavis som Dragør Nyt er værd for os alle at kæmpe for.
Dragør Nyt er vores lokale ugeavis, og et af Danmarks ældste privatdrevne lokalmedier. Avisen udkom første gang den 22. oktober 1957, grundlagt af ægteparret Aage Rybner og Inger Frost Rybner. I dag er avisen fortsat på private hænder, og den videreføres i samme ånd som familien Rybner og husstandsomdeles i hele Dragør Kommune. Fra de kilder, jeg kan finde, er Dragør Nyt udkommet cirka 3.500 gange! Tænk engang! Tak for kaffe!
Hvilken betydning vil en lukning have for dig og os som lokalsamfund? For mange er den ugentlige avis kilden til al information om, hvad der foregår i kommunen, både vigtige bekendtgørelser fra myndighederne og andre officielle meddelelser. Dog endnu vigtigere er Dragør Nyt limen – og livsnerven til, hvad der sker i vores lokalsamfund for store og små, unge og oldinge.
For mange borgere i kommunen, er ugeavisen den eneste lokale nyhedsdækning de får, og er derfor 100 procent afhængige af, at de får Dragør Nyt ind af brevsprækken hver uge. Der er cirka 600 voksne mennesker i kommunen, der er fritaget for digital post, og i realiteten vil de medborgere blive helt hægtet af samfundet, hvis Dragør Nyt lukkede, eller ikke længere blev husstandsomdelt. Uden omsvøb vil det være en katastrofe, mener jeg, hvis denne udgave af Dragør Nyt var den sidste. Eller hvis de på sigt må dreje nøglen rundt. Derfor er Dragør Nyts eksistens – i dag og i fremtiden – afhængig af din, min og vores lokale erhvervslivs støtte, for at kunne fortsætte med at udkomme. Derfor støt med at udfylde den læserundersøgelse, de laver, støt økonomisk og støt med at sætte annoncer i avisen – det er også det, de lever af.
Et lille – meget lille hår i suppen, er formatet. Det store format er naturligvis en smagssag. Og det har sikkert en god begrundelse – at avisen fylder meget på køkkenbordet. Det ville dog være rart, også for svage øjne, hvis avisen havde et tabloidformat, så rundstykket og kaffen også kan være der!
Alt i alt – kæmpe tak til alle, der arbejder for Dragør Nyt, og kæmper for jeres fortsatte eksistens. Tak for jeres uvurderlige indsats og bidrag til vores lokalsamfund, som er hel unik. I medvirker alle som en drivkraft til at gøre Dragør til et fantastisk sted at bo!
Bonusinfo
Fra egne rækker og for dem, der har fulgt min politiske rejse siden 2007, hvor jeg meldte mig ind i Radikale Venstre i Dragør/Tårnby, kan jeg fortælle, at jeg siden maj har været medlem af SF.
Jeg meldte mig ud af Radikale Venstre i januar 2015, hvorefter jeg flirtede lidt med Alternativet. I 2018 blev jeg medlem af Kristendemokraterne, hvorfra jeg dog røg ud på r.. og albuer – ekskluderet af daværende formand Isabella Arendt i 2021.
Siden 2021 har jeg været partipolitisk hjemløs og har grundigt overvejet mit landspolitiske ståsted. Jeg har et blødt punkt for Socialdemokratiet. Men i og med, at de ledelsesmæssigt og værdipolitisk har udviklet sig til DF-light – og jeg sikkert af samme årsag ikke er velkommen – så blev det ikke A.
I stedet valgte jeg SF, hvor jeg nu glæder jeg mig til at lære organisationen at kende og bidrage til et stærkt, socialt og solidarisk mandat og samfund.
Til mine tre til fem kernevælgere i de sidste kommunalvalg for Liste: Anne Grønlund må jeg skuffe jer. 2025 blev sidste gang jeg stiller op til kommunalvalg i Dragør. I fremtiden vil jeg gøre alt for at støtte vores lokale kandidater for SF.
Med tak og venlig hilsen
Anne Grønlund