Hvem skal betale ekstra for turen via lufthavnen?

Fra 2027 er der lagt op til et nyt tillæg på 20 kroner på rejser til og fra Københavns Lufthavn. Nogle rejsende skal også betale tillægget, selv om de blot passerer lufthavnen på vej til for eksempel Dragør. Movia vurderer dog, at det i praksis kun vil gælde forholdsvis få rejsende.

F
Af Freja Bundvad
| | 7 min læsetid
Hvem skal betale ekstra for turen via lufthavnen?
Snart kan det blive dyrere at rejse via Københavns Lufthavn. Pressefoto: Søren Hytting / Metroselskabet

Et nyt lovforslag lægger op til, at der fra 1. januar 2027 skal betales et tillæg på 20 kroner på rejser med offentlig transport til og fra Københavns Lufthavn. Som Dragør Nyt beskrev i sidste uge, får borgere i Dragør og Tårnby dog en særlig undtagelse, når de rejser på enkeltbillet gennem lufthavnen til eller i zone 4.

Pengene fra tillægget skal være med til at finansiere metrolinje M5, der skal gå fra København Hovedbanegård via Amager til Lynetteholm. Indtægterne fra lufthavnstillægget forventes at bidrage med 4,1 milliarder kroner til finansieringen af M5 i perioden 2027–2066.

Tillægget får også betydning for nogle rejser, hvor lufthavnen blot passeres undervejs. Rejser man på en almindelig enkeltbillet via Københavns Lufthavn til eller i zone 4, skal der som udgangspunkt lægges 20 kroner oven i billetprisen. Men her er borgere i Dragør og Tårnby altså undtaget.

Fritagelsen gælder derimod ikke, hvis lufthavnen er rejsens start- eller slutpunkt. Hvis en beboer i Dragør skal til lufthavnen, skal vedkommende som udgangspunkt betale tillægget ligesom alle andre.

Folketinget begynder behandlingen af lovforslaget i november, og reglerne kommer til at gælde som beskrevet, hvis forslaget bliver vedtaget uden ændringer.

Hvad med gæster?

Den særlige undtagelse er knyttet til den rejsendes bopælsadresse. Derfor er der ikke beskrevet en tilsvarende fritagelse for eksempelvis familie og venner, der skal på besøg i Dragør. Det samme gælder personer med kolonihave eller anden fritidstilknytning til kommunen, hvis de har fast bopæl uden for Dragør eller Tårnby.

Hvis de rejser på en almindelig enkeltbillet via lufthavnen til zone 4, skal de derfor som udgangspunkt betale tillægget. Det samme gælder turister, der benytter denne type billet på vej til Dragør.

Borgmester Kenneth Gøtterup (K) siger til Dragør Nyt, at han endnu ikke kan vurdere, om tillægget vil få en negativ effekt på turismen. Men han er kritisk over for at gøre det dyrere for turister at komme hertil.

»Jeg kan ikke vurdere, om det vil have en negativ effekt på nuværende tidspunkt. Men helt generelt er jeg imod at lægge ekstra skat på turister. Dem skal vi tage imod med åbne arme og se mulighederne i stedet for begrænsninger,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

»Det vil ramme meget få«

Det er især billettypen og rejsens start- og slutpunkt, der afgør, om man skal betale de ekstra 20 kroner. Movia forventer dog, at tillægget på rejser gennem lufthavnen i praksis kun vil få betydning for få.

Rejser man med rejsekort eller basiskort, hvor man checker ind og ud, bliver tillægget nemlig ikke lagt på, hvis man blot passerer lufthavnen på vej til eller fra Dragør eller Tårnby. Pendlerprodukter som pendlerkort, pensionistkort og ungdomskort er også fritaget for tillægget.

»I praksis vil det være meget få rejsende, der bliver ramt. De fleste bruger enten et pendlerprodukt eller rejsekort, og så bliver man ikke pålagt tillægget, hvis man blot rejser gennem lufthavnen,« siger Movias ressourcedirektør Eskil Thuesen.

Anderledes ser det ud, hvis selve lufthavnen er rejsens start- eller slutpunkt. Her skal tillægget som udgangspunkt betales – også af borgere i Dragør og Tårnby og også, når man bruger rejsekort. Rejser man på et pendlerprodukt, skal tillægget derimod ikke betales.

Det kan især få betydning for personer, der jævnligt rejser mellem Dragør og lufthavnen uden at bruge et pendlerprodukt. Det kan for eksempel være en person med et deltidsjob i lufthavnen, som bruger rejsekort eller enkeltbillet på de enkelte arbejdsdage. Her vil tillægget blive lagt på hver rejse til og fra lufthavnen.

Praktisk løsning mangler

Et af de store ubesvarede spørgsmål er, hvordan man i praksis skal afgøre, om en passager har bopæl i Dragør eller Tårnby og dermed kan købe en enkeltbillet gennem lufthavnen uden tillæg. Og her må vi vente lidt endnu på at få svaret.

»Vi har ikke den praktiske løsning klar endnu. Vi følger Folketingets behandling af lovforslaget, og når detaljerne er på plads, skal vi finde ud af, hvordan borgere i Dragør og Tårnby kan købe en enkeltbillet og rejse via lufthavnen uden at betale tillægget,« siger Eskil Thuesen.

Han kan endnu ikke sige, om løsningen eksempelvis bliver, at den rejsende skal kunne dokumentere sin bopælsadresse, eller om fritagelsen skal håndteres på en anden måde. Ifølge Eskil Thuesen forventer Movia, at der vil være en løsning for rejser med tog og metro, når reglerne efter planen træder i kraft. Det er endnu ikke sikkert, at ordningen kan indføres i busserne fra starten.

Netop billetkontrollen er en del af baggrunden for, at tillægget også skal gælde nogle enkeltbilletter, hvor lufthavnen blot passeres. Ministeriet peger på, at en kontrollør ellers ikke vil kunne se på en almindelig enkeltbillet til zone 4, om passageren har lufthavnen som destination eller fortsætter videre.

Hvilke rejser bliver dyrere?

Til eller fra lufthavnen: Som udgangspunkt lægges der et lufthavnstillæg på 20 kroner på alle rejser med offentlig transport til og fra Københavns Lufthavn. Det gælder også borgere i Dragør og Tårnby. Pendlerprodukter er dog fritaget.

Enkeltbillet gennem lufthavnen: Rejser man på en almindelig enkeltbillet via Københavns Lufthavn til eller i zone 4, skal der som udgangspunkt også betales 20 kroner ekstra.

Dragør- og Tårnby-borgere: Personer med bopælsadresse i Dragør eller Tårnby slipper for tillægget på enkeltbilletter til eller i zone 4, når de rejser via lufthavnen. Fritagelsen gælder ikke, hvis lufthavnen er rejsens start- eller slutpunkt.

Check ind og ud: Rejser, hvor man checker ind og ud, bliver ikke pålagt tillægget, når lufthavnen blot passeres. Starter eller slutter rejsen i lufthavnen, skal tillægget derimod betales.

Pendlerprodukter: Der skal ikke betales lufthavnstillæg på pendlerprodukter. Ungdomskort og pensionistkort nævnes som eksempler.

Gæster og turister: De er ikke omfattet af den særlige bopælsfritagelse, medmindre de selv har bopælsadresse i Dragør eller Tårnby. På en almindelig enkeltbillet via lufthavnen til zone 4 skal de derfor som udgangspunkt betale tillægget.

Børn, unge, pensionister og personer med handicap: På enkeltbilletter, hvor tillægget skal betales, gives der samme rabat på lufthavnstillægget som på standardbilletten for disse kundetyper.

De 20 kroner er angivet i 2025-priser og skal pristalsreguleres. Reglerne er foreslået til at træde i kraft 1. januar 2027, hvis lovforslaget bliver vedtaget i sin nuværende form.

 

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser