Nede hos Blushøjspejderne har vi Christina, Bjarne og en håndfuld andre, der virkelig trækker det tunge læs. Det er dem, der altid stiller op, og hvis det er med et tungt suk, skjuler de det godt. Andre foreninger har deres egne udgaver af dem. De er altid klar til at arbejde ekstra for sagen, og de fortjener al den ros, man kan overdænge dem med. »Hvad skulle vi dog gøre uden dem,« tænker man. Men jeg er næppe den eneste, der er så egoistisk, at den næste tanke er et »Jeg ville aldrig kunne bruge så meget tid på det«.
For de kan være lidt skræmmende, disse foreningslivets døgnbrændere. I hvert fald hvis man frygter at skulle måles op imod dem.
Da jeg for et par år siden blev spurgt, om jeg ville være med i Blushøjspejdernes bestyrelse, så jeg tidens kviksand for mig. Alle mine vågne timer ville blive fyldt med juletræssalg, lejrplanlægning, shelterture, jagt på snobrødspinde, regnskabsaflæggelse og møder, møder, møder. Jeg stillede dog op - og opdagede så, at man faktisk ikke behøver at binde sig til mere, end man kan overkomme. Ja faktisk endda nok mindre end det. Jeg sidder i Folkeoplysningsudvalget for spejderne, går til bestyrelsesmøderne – nåja, de fleste i hvert fald – og sælger et juletræ i ny og næ. Det sidste ville jeg sikkert have gjort uanset for at sikre min datter endnu et juletræsmærke til uniformen. Og det er stort set det. Jeg kan glæde mig over, at jeg gør lidt, i stedet for intet, for at holde spejdertruppen kørende. Jeg har fået nogle hyggelige bekendtskaber. Og jeg har set, at der er andre som mig, usynlige og ikke overarbejdede, der alligevel skubber lidt til den fælles vogn.
Min anden frivillighed er ren egoisme. Når min kone, datter og jeg trækker i bondetøjet og drager på Hollændergårdene for at hjælpe med at lave halmdukker eller hygge i sommerkøkkenet under levendegørelserne, er det for det hyggelige samvær. Det ændrer ikke på, at vi bidrager en smule til gæsternes underholdning. Du kender det måske, fra når du er frivillig til et fodboldstævne, fordi du kan lide at se kampene, når du samler ind for Kræftens Bekæmpelse , fordi du er glad for gåturen, eller når du leder et hold med netop din egen interesse på aktivitetscenteret.
Vi kan ikke undvære dem, der brænder for sagen. Så husk at anerkende dem, når du møder dem nede i boldklubben, borgerforeningen, læsekredsen – eller hvor du nu bruger din fritid. Men jeg tror også, at der også er brug for alle os, der end ikke ville komme i betragtning som sidekicks til disse foreningslivets superhelte. Så bidrag. Ikke nødvendigvis med alt, hvad du kan. Men med det, du har lyst til og tid til.
Vi kan ikke alle være ildsjæle. Men hvis vi er lunkne sjæle nok, kan vi måske tilsammen løfte en del af den fælles opgave.
TP