Der har været udsigt til en tæt stoledans i børnehaveklasserne fra skoleåret 2027. En ny prognose viser, at 217 børn skal begynde i skolen – og det betyder, at der med de nuværende otte klasser på kommunens tre skoler ville være 27 børn i hver klasse.
Men klassekvotienten – altså det antal børn, man ønsker i en klasse – er fastsat til maksimalt 26. Derudover er fordelingen af børnene mellem de tre skoler ujævn, hvis man ser på de streger, der lige nu er trukket for de tre skoledistrikter.
Selv om erfaringen viser, at tallene kan ændre sig, har det politiske flertal bag årets budget i Dragør Kommune taget højde for udfordringen.
Der er afsat 625.000 kroner i 2027 og halvanden million kroner ekstra de følgende år til et niende skolespor for den store årgang. Derudover er der fundet 400.000 kroner, der kan bruges til at få etableret et lokale til klassen.
Normalt er der otte spor pr. årgang i Dragør Kommune. Årgangen, der begyndte i børnehaveklasse i 2022, består dog også af ni spor.
Skoleindskrivningen finder sted i uge 45, og et ekstraordinært udvalgsmøde er sat i kalenderen til november, når de reelle skoleindskrivningstal ligger klar. Her skal man både beslutte, om der er behov for distriktsændringer, og om der faktisk er så mange børn, der skal begynde i skole, at man er nødt til at oprette en ekstra klasse.