SPORT: Lørdag den 19. september var der lagt op til masser af badminton i Hollænderhallen, da både 1. og 2. holdet spillede hjemmekamp. Og det blev en rigtig god dag for Dragør Badminton.
Med sejre på til både første- og andetholdet på henholdsvis 11–2 og 12–1 blev det til ikke mindre end 23 sejre i 26 kampe – og samtidig til sammenlagt 29 point til de to hold i puljerne.
Dragør–Odense OBK 5
Førsteholdet tog imod Odense OBK 5. Hjemmeholdet kom flyvende fra start med sejre i begge mixdoubler. Herefter fulgte tre ud af fire sejre i damesingler og herresingler, hvor flere af kampene blev afgjort i tætte sæt. Louise Fogelstrøm leverede en stærk indsats og vandt sin damesingle 15–13, 16–14.
I doublerne fortsatte Dragør med at sætte sig på kampen – begge damedoubler blev vundet efter tre sæt. Odense fik deres anden sejr i første herredouble, men Dragør svarede igen ved at vinde de sidste to herredoubler sikkert.
Dermed kunne 1. holdet sætte punktum for en overbevisende 11–2-sejr og 14 point til tabellen.
Kampens spiller blev Louise Fogelstrøm, der vandt to kampe og gik ubesejret gennem dagen.
Dragør 2–SAIF Kbh. 2
Andenholdet fulgte flot op, da SAIF Kbh. 2 stod på den anden side af nettet.
Dragør tog begge mixdoubler og fortsatte med sejre i begge damesingler. Her måtte Maiken Raagaard dog helt ud i tre sæt, før sejren var hjemme.
I herresinglerne vandt Peter Heide, Morten Madsen og Alexander Hein sikkert, mens SAIF hentede dagens eneste sejr mod Morten Clevin.
Herefter var Dragør urørlige – begge damedoubler og alle tre herredoubler blev vundet i to sæt.
Det gav en suveræn 12–1-sejr og 15 point til holdet i rækken.
Kampens spiller blev Maiken Raagaard, der med sejre i både single og double var med til at sikre den store sejr.
Resultaterne betyder, at andenholdet indtager 1.-pladsen i puljen, mens førsteholdet ligger på 4.-pladsen og dermed lige akkurat holder fast i en plads i oprykningsspillet.
Lørdag den 3. oktober fra klokken 12.00 er der firedobbelt hjemmekamp, når alle Dragør Badmintons fire seniorhold skal i aktion på hjemmebane.