Den nødvendige oprensning af Hovedgrøften for PFAS, som Dragør Kommune allerede har udført for at opfylde kravene i vandløbsregulativet, kostede 2,9 millioner kroner. Og nu har Københavns Lufthavn tilbudt at dække cirka 2,4 millioner kroner af dette. Dermed står Dragør Kommune kun tilbage med en regning på knapt en halv million kroner.
En enig kommunalbestyrelse stemte torsdag den 24. september for at tage imod tilbuddet fra lufthavnen.
»Det er klogt af CPH (Københavns Lufthavn, red.) at oparbejde lidt goodwill. Vi stemmer selvfølgelig for,« lød det fra Liste T's Peter Læssøe på mødet.
»Vi støtter indstillingen. Men det er vigtigt at få med, at det ikke var givet. At lufthavnens tilbud kom på bordet skyldes især dialog med forvaltningen. Så stort tak til forvaltningen,« sagde Venstres Thomas Olsen.